Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Annette W

Dagplejer Annette Wæver

ANNETTES DAGPLEJE
Røsnæsvej 80, 4400 Kalundborg

Mit navn er Annette. Jeg er født i 1967, gift med Jens gennem efterhånden rigtig mange år. Sammen har vi børnene Louise og Rasmus, som begge er flyttet hjemmefra. Der er ingen dyr i vores husstand. Jeg har været ansat som kommunal dagplejer siden 1996 - de første 24 år, hvor vi tidligere boede og siden 2021 her i Kalundborg.

I dagplejen er vigtige nøgleord omsorg, nærhed, glæde og udvikling. I vil hos mig møde en rolig voksen, der varetager børnenes behov. Der er fokus på det enkelte barns udvikling, ligesom der er fokus på fællesskabet i børnegruppen. Vores hverdag er tilrettelagt efter den nye styrkede læreplan. Der skabes ro og fordybelse ved små læringsmiljøer, ligesom vi bruger naturen omkring os i stor udstrækning til at få tumlet og brugt kroppen. Vi bruger også min have, hvor en del af denne er indhegnet, så børnene kan færdes trygt.

Dagplejedagen starter stille og roligt - evt. med en morgenlur, lidt at spise, læse, lege eller blot sidde og putte og kigge ned på bilerne på vejen. Når alle er mødt, spises der formiddagsmad. Vi spiser gode måltider og sunde snacks og jeg er i det hele taget opmærksom på det vigtige i, at et barn spiser sig mæt i sund og nærende mad. Søvn er ligeledes en vigtig del af barnets udvikling. Børnene sover efter behov snarere end efter bestemte klokkeslæt. Dog med forsøg på at sove til middag nogenlunde samtidig, så der dels er ro i sovesituationen og dels er kammerater at lege med, når man er vågen.

Vores dage er ikke ens og ikke fast planlagt, da der tages udgangspunkt i børnenes behov. Børnenes egne initiativer til leg respekteres i høj grad, hvilket kan betyde, at de aktiviteter, jeg havde tiltænkt dagen, af og til vil blive ændret eller udsat.

Hver 14. dag er vi i heldagslegestue i Blækhuset, som ligger ved Raklev Børnehave. Her får børnene mulighed for at færdes blandt flere børn og voksne og på den måde blive integreret til det større forum, der vil være, når de når børnehavealderen.

Til sidst vil jeg bare fortælle, at jeg elsker arbejdet med børnene og at jeg vægter samarbejdet med jer forældre højt. Jeg kunne slet ikke forestille mig at være i et andet job.